Hans-Henrik Christensen, venjarin hjá Gutta, tá hann rann í Skovbakken, hevur skrivað ein blogg um Gutta í Aarhus Stiftstidende. Hans-Henrik er lærari, venjari og rithøvundur. Hann hevur biðið meg bera orðini víðari til okkum øll sum kendu Gutta:
Midt i 90’erne, og for at være mere præcis, 1994, vandt Skovbakken det danske mesterskab for hold i cross (terrænløb) på ”kongedistancen” 12 km. Det med det kongelige er ikke helt ved siden af, fordi den individuelle vinder løber med den legendariske kongepokal, indstiftet af prins Christian, den senere Christian X, i 1905.
Det år hed sejrherren Klaus Hansen, og han var frontmanden på Skovbakkens hold. Som så mange andre århusianske eliteidrætsfolk var han ikke indfødt, men havde trådt sine fodboldstøvler i Grenaa, inden hans uomtvistelige løbetalent blev opdaget.
Men nok så ”eksotisk” var de to andre løbere på Skovbakkens hold færinger. Albert Marni Joensen fra Torshavn og Guttorm Sørensen fra Klaksvik. Jeg er ikke sikker på, at folk på Færøerne egentlig opdagede, hvor stor en præstation DM-sejren var, men konkurrencen var benhård; ikke mindst fra de københavnske klubber som Sparta, KIF og FIF.
Når en ildsjæl slukkes alt for tidligt, og det føles uretfærdigt, må man blot være taknemmelig over at have mødt dig på vejen.
Hans-Henrik Christiansen, cand.mag, løbeinstruktør og forfatter.
De havde gjort regning uden vært og nok undervurderet de hårdføre, nordatlantiske gener. Mens Albert Joensen i dag passer sin dont som læge i Aalborg, tog Guttorm Sørensen tilbage til fødebyen, Klaksvik, hvor han har været en uundværlig drivkraft i den lokale atletikklub.
I maj måned sendte Danmarks Radio ”Kongehuset på Færøerne”, en fint produceret reportage om kronprinsens besøg på de stormomsuste øer i Atlanten. En dokumentarfilm, der viste den folkelige, afslappede Frederik, som tydeligvis nød at møde færingerne i øjenhøjde. Selv en ikke-særligt-royal som undertegnede blev hængende foran skærmen.
Men særligt sekvensen om kronprinsens deltagelse ved Færøernes eget Royal Run glædede mig oprigtigt. Jeg blev faktisk rørt, da jeg så Guttorm side om side om med Frederik. Stolt, iklædt en indiskret gul Treysti-klubtrøje, med et klædeligt beskedent smil og visheden om, at det definitivt var lykkedes at få kronprinsen til at stille op til Royal Run i hjembyen Klaksvik.
Guttorm, som var næstformand i atletikklubben, havde arbejdet stædigt og energisk for at få arrangementet op at stå. Og nu, 1. juni 2019, var det lykkedes. At kronprinsen på grund af sin rygoperation ikke kunne løbe, gav ingen skår i glæden, fordi Frederik sprang på cyklen for at heppe på alle de forventningsfulde deltagere. Kronprinsen er folkets mand!
Hvad kun Guttorms kone, børn, familie og venner vidste, var, at den 50-årige ingeniør, og således jævnaldrende med kronprinsen, de seneste tre år havde kæmpet en hård mod leukæmi. Det blev en kamp, Guttorm tabte i begyndelsen af denne sommer.
Tilbage står den færøske løber som et eksempel på de ildsjæle, der driver foreningerne rundt omkring i det ganske, danske land og også i rigsfællesskabet, og som måske ikke trækker de største overskrifter.
I 2019 fik Guttorm som den første det færøske idrætsforbunds frivillighedspris. Han måtte have en ”vikar” til at modtage prisen, fordi han var i kemo-behandling på Rigshospitalet, hvor han fra sygesengen i øvrigt var i gang med at ordne tilmeldingslisten og startnumrene til klubbens halvmaraton den kommende weekend.
Det var også sådan, jeg lærte dig, Guttorm, at kende som løber. Sej, udholdende, pålidelig og uden dig havde Skovbakken ikke kunnet hive guldet hjem til Aarhus. Vi var heller ikke ”kommet i audiens” på Rådhuset ved den årlige hyldestfest for byens Danmarksmestre.
Du havde nok klaret dig uden skåltalerne, men jeg ved fra andre, at du uendeligt gerne ville have løbet en runde på Klaksviks nye, fine atletikstadion, der snart står færdigt. Et stadion, som du var ildsjælen bag, og som skulle bruges af byens børn og unge og færøsk atletik i det hele taget.
Sådan blev det ikke. Men når en ildsjæl slukkes alt for tidligt, og det føles uretfærdigt, må man blot være taknemmelig over at have mødt dig på vejen.
